1 / 3

Skoleforløb og aktiviteter

Museet tilbyder aktiviteter og forløb på alle uddannelsestrin. Det er altid muligt at booke en rundvisning på et af udstillingsstederne. Vores medarbejdere og frivillige er klar til at fortælle om stedets historie og udvikling. Herunder ses desuden seks eksempler på skoleaktiviteter. Kontakt os for at finde et forløb, der passer jer, for priser og booking eller hvis du har spørgsmål.

Stenalderen på Klosterlund Museum (3.-6. klassetrin)

Naturvejlederen på Klosterlund Museum tager klassen med ud i landskabet og viser, hvordan flint kan forarbejdes til redskaber eller våben. Forløbet egner sig blandt andet til fagene dansk og historie.

Den tekstile designproces (4.-7. klassetrin. Fra august 2017)

I samarbejde med designeren Astrid Skibsted tilbyder Tekstilmuseet et forløb, hvor eleverne selv lærer de forskellige designfaser at kende – fra materialekendskab, inspiration, og benspænd til færdigt produkt.

Oldemors køkken på Vester Palsgaard Skovmuseum (4.-6. klassetrin)

I det gamle skovriderkøkken på Vester Palsgaard samarbejder klassen om at lave mad fra 1800- og 1900-tallet. Forløbet kan blandt andet indgå i fagene historie, biologi og madkundskab.

Besøg en udgravning (4.-10. klassetrin)

Tag med arkæologerne på arbejde og bliv klogere på fortiden. Gravemaskinen gør det hårdeste arbejde, men man må have spaden og skovlen parat, når sporene fra fortidens bygninger og aktiviteter viser sig i jorden.

Historiefagligt samarbejde (gymnasiale uddannelsesinstitutioner)

Museum Midtjylland tilbyder de gymnasiale uddannelser et samarbejde om forståelsen og formidlingen af den midtjyske historie. Med udgangspunkt i industrihistorien vil et besøg på museet give de studerende et indblik i kildematerialet, den historiske metode samt formidling.

Våbenskjold og heraldik på Herningsholm Museum (gymnasiale uddannelsesinstitutioner)

I dette forløb får de studerende et indblik i våbenskjoldenes historie og skiftende funktioner, det stramme regelsæt, der var for deres udformning, samt den måde, de bruges på i nutiden. Efter en analyse og diskussion af våbenskjoldenes relevans skal de studerende designe et nyt, repræsentativt våbenskjold til deres kommune. Forløbet er tiltænkt billedkunst C-stx.