Dette arrangement er overstået.

Klosterlund Kildemarked

Søndag den 11. juni kl. 10.00-17.00
Klosterlund Museum, Kragelundvej 6A, 7442 Engesvang

Søndag den 11. juni er der Kildemarked på Klosterlund Museum i Engesvang. De mange aktiviteter finder sted i Klosterlunds smukke omgivelser ved bredden af Bølling Sø. Det kulturhistoriske arrangement er en rigtig familiebegivenhed, med mange aktiviteter for både børn og voksne.

Bag arrangementet står Klosterlund Museum i samarbejde med Klosterlund Museumsforening og Lokalhistorisk Forening i Engesvang.

Entre til Kildemarkedet er kr. 50,-. Børn under 18 år og medlemmer af Museum Midtjyllands støtteforeninger har gratis adgang til det store arrangement.

Underholdning og boder

Koret ”Ekko” fra Engesvang under ledelse af Joan Frost deltager i år med 2 opvisninger på Kildemarkedet kl. 12.30 og kl. 14.30. Den musiske underholdning vil sædvanen tro leveres af en til lejligheden sammensat musikgruppe, ”Én gang om Året”, under ledelse af Stig Skovbo. De spiller kl. 11.30 og kl. 14.00.

Smedene ringer et vognhjul kl. 15.30.

Jysk Brandmuseum kommer med en brandbil fra brandmuseets samling og Nimbus Silkeborg besøger Kildemarkedet på  deres dansk-producerede motorcykler.

 Mona Fisker og Lene Kallesøe viser hjemmesyede dukker, tøjdyr og tasker. Conny Kristensen fra Mors udstiller børster og viser, hvordan børsterne bindes. Elsebeth Banke medbringer garn og skind fra sine gotlandske får.

Bente og Ronald Nielsen kommer og viser den gamle strikketeknik nålebinding og viser ligeledes kurve fremstillet i løbbinding, som er en gammel kendt teknik, der også går under navnet halmbinding. Teknikken er kendt verden over og her i Danmark har man traditionelt brugt ruglanghalm. Hanne Lindhartsen fra Brande viser flotte ting i flettet pil.

 

Bodil Sørensen fremstiller trolde af nylonstrømper og Jan Lykke viser flotte knive. Engesvangs lokale kunsthåndværker Birthe Larsen viser sine flotte broderier.

Museets ”Uldgruppe” har vinteren igennem igen arbejdet med forskellige teknikker. De arbejder bl.a. med uld fra museets får og med plantefarvning. Bente Lykke viser forskellige filteteknikker.

Jette og Finn Mogensen fra Bording viser i deres bod træspil, trædrejede ting og rullede og støbte lys i bivoks. Hanne og Lene Munkholm viser håndfremstillede varer. Lise Nielsen viser varer fremstillet i maskinbroderi og Anette Næslund viser glaskunst.

Hans Peder Løhde kommer med sit mobile savværk saver. Harly Sørensen fra Moselund arbejder med drejebænk og drejer snurretoppe og trædrejer Knud Bartnik viser flotte drejede varer i forskellige træsorter.

Herning Seniorlandmænd er også med på Kildemarked. Kontrolassistenten Gunnar Andersen viser, hvorledes man tidligere tog prøver af mælken ude på gårdene. Poul Erik Bærentsen udstiller og demonstrerer historiske el-hegn.

På Klosterlund Kildemarked er der også noget for de historieinteresserede, da både Engesvang Lokalhistoriske Forening, Funder Lokalhistoriske Forening og Kragelund Historiske Forening alle har en stand på Kildemarkedet.

Engesvang Lokalhistoriske Forening organiserer spidstegning af lam og Klode Mølle Borgerforening vil sælge hjemmebagte vafler. Klosterlund Museumsforening står for en kaffebod og sælger også is og læskedrikke.

 

Kig også endelig indenfor

På Klosterlund Museums 1. sal udstilles nogle af Museum Midtjyllands mest spektakulære arkæologiske fund. Kideris-hjulet – Nordeuropas ældste bevarede hjul – kan ses sammen andre spor af tidlige vejforløb.

Det er også muligt at se de to nyeste arkæologiske udstillinger. At grave i fortiden er en udstilling med museets store samling af træspader fra jernalderen. De er fundet i moser i det gamle Hammerum Herred og har sandsynligvis været brugt til datidens mindre intensive tørvegravning.

Under Hjul er en udstilling med udgangspunkt i fundene fra motorvejsudgravningerne i Herning og Ikast-Brande Kommuner. Udstillingen viser genstande fra gravpladser, bopladser og aktivitetsområder fra jægerstenalderen til middelalderen.