Dette arrangement er overstået.

Herning før Herning - en by-arkæologisk cykeltur

Turen kunne også hedde: Hvad der gemmer sig under Bjarne Riis(’s mindeplade): Industrier, parcelhuse og kirker i Herning. Uanset hvilket navn vi vælger, vil vi den 15. juni cykle rundt og besøge nogle af de meget spændende fundsteder, vi har i den nordlige del af Herning.

Vi skal en tur på torvet hvor der både er døde vikinger og jernalder-truthorn, alt sammen gemt under både mindeplader, fine belægningssten og B&O-huse.  Vi skal også en tur tilbage til reformationstidens brutale krige – og til brutale krigere på pladsen og fæstningsværkerne foran Herningsholm. På vej ud mod Holing skal skal vi se hvor der blev udvundet jern – måske allerede i bronzealderen – og vi skal naturligvis runde den omfattende vikingetidslandsby under vandrehjemmet og sportscenteret i Holing. Herefter skal besøge en meget speciel gravplads i Gullestrup hvor der er blevet festet sammen med de afdøde på en måde, som det kan være svært at forestille sig i dag, og vi skal en følge den helt gamle jyske hovedvej fra Gullestrup til Tjørring. Selvfølgelig skal vi stå oven på Tjørringfyrstens grav. På vej tilbage til Tekstilmuseet runder vi den gamle Herning Landsby og det sted, som indtil industrialiseringen og jernbanen var byens tættest beboede områder, hvor vi skal se de meget spagfærdige rester, som er bevaret til i dag.

Turguide er museumsinspektør Martin Winther Olesen, som selv har deltaget i hovedparten af de udgravninger, som har givet os et billede af et yderst tætbefolket, sprudlende, larmende, lugtende og sikkert sjovt ”Herning før Herning”.

Turen starter ved Tekstilmuseet, Vestergade 20., torsdag den 15. juni kl. 18.30 og slutter cirka to timer senere efter en cykeltur på 16 km og 250 m (Vi kører i et yderst adstadigt tempo, med mange lange pauser).

Turen bliver arrangeret i samarbejde mellem Museum Midtjylland og Historisk Forening.

Tilmelding: museummidtjylland@museummidtjylland.dk eller 96 26 19 20

Pris: Medlemmer af Museumssamfundet og Historisk Forening deltager gratis. Øvrige: Kr. 50.

Start: Tekstilmuseet, Vestergade 20, Herning