1 / 2

Oldsager og danefæ

Har du selv fundet oldsager, eller har du dem liggende som smukke arvestykker i vindueskarmen, er du mere end velkommen til at kontakte os til en snak om, hvad det er for noget. Vi vil ofte gerne lave en registrering af fundet, hvilket vil sige, at vi tager billeder af genstandene og optegner fundstedet til brug for arkiver såvel som museets fremtidige arbejde. Vi vil i særlige tilfælde følge op med en besigtigelse af fundstedet.

En brik i pusletspillet

Enhver ny prik på kortet øger vort kendskab til nærområdet, og giver nye brikker til det store puslespil, der udgør fortællingen om oldtiden i Midtjylland. Genstandene må du oftest selv beholde, men vi modtager dem gerne som gave, så de herved kan sikres for eftertiden. Hvis der er tale om danefæ gælder dog andre regler (se link).

Hvis du finder danefæ

Hvis du finder danefæ, typisk metaloldsager (se link), skal du hurtigst muligt kontakte Museum Midtjylland. I disse tilfælde ønsker vi ofte at foretage en besigtigelse af fundstedet og eventuelt lave mindre, supplerende udgravninger. Den hurtige kontakt til museet sikrer, at vi får flest mulige oplysninger om fundomstændighederne, og det bliver taget med i overvejelserne, når godtgørelsen skal fastsættes. Den endelige danfævurdering samt eventuel godtgørelse fastsættes af Nationalmuseet.

Du kan læse mere om, hvad der er danefæ her.